Metoder til fjernelse af endotoksiner fra biologiske produkter
Nov 18, 2026| Endotoksin er et lipopolysaccharid (LPS) afledt af den ydre membran af cellevæggen af gramnegative bakterier. Det er sammensat af lipid A, kernepolysaccharid og type O-specifikt polysaccharid. Det er det vigtigste pyrogen i biologiske produkter. Selv spormængder af endotoksin, der kommer ind i den menneskelige krop, kan forårsage betændelse, feber, vaskulær emboli, organsvigt, shock og endda død.

Mange rekombinante proteiner er afhængige af *E. coli* som et ekspressionssystem til intracellulær ekspression. Før oprensning skal værtscellen lyseres ved hjælp af metoder såsom højtrykshomogenisering eller ultralydsforstyrrelse for at frigive proteinet. Men samtidig frigives der også meget farlige lipopolysaccharider til fermenteringsbouillonen, som er hovedkilden til endotoksinproduktion. Derudover kan eksogene faktorer såsom driftsmiljø, personale og råmaterialer under produktionsprocessen uundgåeligt introducere endotoksiner. Derfor er styring af endotoksinindholdet inden for sikre niveauer under oprensning af afgørende betydning for at forbedre sikkerheden af bioprodukter.
En ideel metode til fjernelse af endotoksiner bør opfylde følgende krav: effektivt fjerne endotoksiner, sikre, at de oprindelige effektive komponenter i miljøet ikke går tabt eller går tabt så lidt som muligt, ikke har nogen negative virkninger på målkomponenternes biologiske aktivitet, være enkel, ikke kræve sofistikeret udstyr, være lav i omkostninger, behandle store prøvevolumener og være nem at fremme og anvende.
Baseret på deres forskellige virkningsmekanismer kan endotoksinfjernelsesmetoder opdeles i følgende tre kategorier:
(1) Ikke-selektive metoder, der hovedsageligt refererer til ultrafiltrering, adsorption af aktivt kul og faseadskillelse;
(2) Kromatografi, hovedsagelig inklusive ionbytterkromatografi, gelfiltreringskromatografi og hydrofob kromatografi;
(3) Udvælgelsesmetoden refererer hovedsageligt til affinitetsadsorptionsmetoden og omfatter også metalbindingsadsorptionsmetoden og aluminiumhydroxidadsorptionsmetoden.
|
metode |
princip |
fordel |
mangel |
|
Ultrafiltrering |
Fordi endotoksiner har en stor relativ molekylmasse, kan ultrafiltreringsmembraner bruges til at fjerne endotoksiner fra opløsninger. |
Den er nem at betjene og kan håndtere en stor mængde data. |
Operationen involverer højt tryk. Det er ikke egnet til prøver, der indeholder komponenter med en stor relativ molekylvægt. |
|
Aktivt kul adsorptionsmetode |
Aktivt kul adsorption metoder baseret på multi-space adsorption bruges hovedsageligt til at fjerne endotoksiner med større molekylvægte. De er velegnede til relativt simple opløsninger af vand eller små molekyler, såvel som lavmolekylære protein- eller peptidopløsninger med lav hydrofobicitet, der fjerner toksiner fra mediet. De er særligt effektive i svagt sure miljøer. |
Lave omkostninger, høj forarbejdningskapacitet. |
Aktivt kul har dårlig selektivitet og adsorberer let aktive ingredienser. Det resterende aktivt kul i den rensede opløsning er ikke let at fjerne, så det bruges sjældent i øjeblikket. |
|
Væskefaseseparationsmetode |
Nogle detergenter, såsom Triton X-114 og natriumdeoxycholat, kan binde til lipiddelen af endotoksiner og effektivt fjerne dem ved at ekstrahere endotoksinerne gennem væskefaseseparation. |
Det er enkelt, hurtigt og har en endotoksinfjernelseshastighed på over 99%, en proteingenvindingsgrad på over 90%, og aktiviteten af de aktive ingredienser påvirkes ikke. |
Den begrænsede forarbejdningskapacitet og temperatursvingningerne fra lav til høj under forarbejdning er yderst skadelig for visse ustabile proteiner. Derudover kan endotoksinfri prøver efterlade spormængder af detergentrester. |
|
Ionbytningskromatografi |
Når opløsningens pH > 2, bærer endotoksiner en negativ ladning. Derfor binder endotoksiner sig stærkt til anionbyttermedier såsom Q-ionbytterfarvestoffer eller DEAE Sepharose Fast Flow. Endotoksiner på søjlen kan fjernes med højsaltbuffer eller NaOH efter eluering af målproteinet. |
Lave omkostninger og stor adsorptionskapacitet. |
når andre negativt ladede stoffer er til stede i opløsningen. |
|
Gelfiltreringskromatografi |
Molekylsigter er en metode til adskillelse baseret på molekylstørrelse, der udnytter gelers netværksstruktur. Fordi proteiner og endotoksiner har væsentligt forskellige molekylvægte, kan molekylsigter effektivt fjerne endotoksiner. |
Fjernelseseffekten er indlysende. |
Hver behandlingssession involverer små mængder, men tager relativt lang tid. |
|
Hydrofob kromatografi |
Lipid A-delen af endotoksin er meget hydrofob, men den vil aggregere under høje saltforhold og kan ikke bindes til en hydrofob kromatografisøjle. Derfor kan denne metode bruges til at fjerne endotoksin fra proteiner, der kan binde til hydrofobe medier. |
Velegnet til prøver med høje saltkoncentrationer. |
Teknologien er ikke moden nok i øjeblikket, og der er behov for yderligere udforskning. |
|
affinitetsadsorptionsmetode |
Adskillelse opnås ved at udnytte den meget specifikke interaktion mellem immobiliserede ligander og endotoksiner, som kan bruges til oprensning af målmolekyler såsom proteiner og plasmid-DNA. |
Lavt produkttab og bred vifte af anvendelser. |
Fjernelseseffektiviteten af endotoksiner påvirkes af faktorer som opløsningens pH, ionstyrke og typen af kationer. |
|
Opløsningsekstraktionsmetode |
Adskillelse opnås baseret på forskellen i opdelingsadfærd mellem endotoksiner og målmolekyler i to ublandbare faser.Endotoksiner har tendens til at gå ind i den organiske fase, mens hydrofile terapeutiske molekyler forbliver i den vandige fase. |
Den er nem at betjene, nem at skalere op og yderst effektiv under høj initial forurening. |
Den væsentligste begrænsning er, at temperaturcyklus kan forårsage produktnedbrydning, og endotoksinniveauet i den vandige fase efter ekstraktion er ofte stadig højere end formuleringskravene. Derfor kræves der ofte andre oprensningstrin for at opfylde kvalitetsspecifikationerne. |
|
Dyb filtrering og adsorption |
Denne teknologi opnår højeffektiv fjernelse af endotoksiner gennem porøse medier, der kombinerer sigtning og adsorption. Det er ikke kun afhængigt af udelukkelse af porestørrelse for at fange endotoksinaggregater, men endnu vigtigere, det udnytter elektrostatiske og hydrofobe interaktioner til dybt at fange gennemtrængende endotoksinmonomerer og mikrokapsler ved at indlejre specifikke adsorbenter såsom funktionelle kvaternære ammoniumsaltgrupper, poly-ε-lysin eller PolyBall nanopartikler ind i mediematrixen, såsom cellulose eller diatoméjord. |
Det udmærker sig ved at håndtere højkoncentrerede, store volumenløsninger, hvilket reducerer endotoksinbelastningen betydeligt i den indledende fase og giver stærk støtte til nedstrøms oprensning. |
Engangsbrug, høje omkostninger. |
Ultrafiltrering
Endotoksiner i opløsning kan eksistere som monomerer med en molekylvægt på 10-30 kDa eller aggregere til dannelse af miceller eller kapsler med en molekylvægt på over 1000 kDa og en diameter på op til 0,1 μm. Baseret på denne egenskab kan ultrafiltreringsteknologi adskille endotoksiner ved at udnytte størrelsesudelukkelseseffekter. Specifikt tilbageholdes endotoksinaggregater, mens vand, salte og småmolekylære mållægemidler passerer gennem membranen ind i permeatet. Under ultrafiltrering påvirkes fjernelseseffektiviteten af endotoksiner af forskellige faktorer såsom deres aggregeringstilstand, koncentrationen af målproteinet og tilsætning af detergenter.
Endotoksinindhold er en nøgleparameter for kvaliteten af biologiske produkter. På grund af endotoksinernes heterogenitet blandt forskellige bakteriearter er der i øjeblikket ingen universel metode til at fjerne endotoksiner. I rensningsprocessen af biologiske produkter

